Referat
Referat af mødet den 3. juli 2026 mellem Meløse Vandværk og Hillerød Kommune.
Hermed fremsendes det endelige referat af mødet med jer den 3. juli 2026.
Overordnet set drøftede vi fremtidige muligheder for Meløse Vandværk, som ønsket af jer i forbindelse
med, at I udgør en del af en ny bestyrelse for Meløse Vandværk.
Vi drøftede følgende muligheder:
1. mulighed
At blive distributionsvandværk, som Tillæg 2 til Vandforsyningsplan 2015-2027 giver planmæssig
mulighed for.
2. mulighed
At blive sammenlagt med eller overtaget af Hillerød Vand A/S. Dette vil, i forhold til de planmæssige
forhold, kræve en ændring af vandforsyningsplanen eller eventuelt et tillæg hertil, da Hillerød Vand A/S i
så fald vil overtage jeres forsyningsområde.
3. mulighed
At fortsætte som i dag, dvs. med fortsat produktion af drikkevand på vandværket (anlæg 1) kombineret
med den nuværende import af vand fra Hillerød Vand A/S. Vælger I denne løsning, vil kommunen
indarbejde den i vandforsyningsplanen ved næste revision.
Kommunen oplyste indledningsvis, at Tillæg 2 til vandforsyningsplanen ikke i sig selv medfører
rettigheder eller forpligtelser for Meløse Vandværk eller dets forbrugere, idet tillægget ikke har direkte
retsvirkning. Tillægget fungerer udelukkende som et planlægningsmæssigt grundlag.
Det blev desuden oplyst, at kommunen ikke stiller krav om, hvilken mulighed vandværket skal vælge,
hvis I ikke længere ønsker at blive distributionsvandværk. Kommunens opgave er, at skabe de
nødvendige planmæssige rammer for den valgte løsning, enten gennem den kommende revision af
vandforsyningsplanen, som forventes vedtaget i 2027, eller ved et efterfølgende tillæg.
I oplyste, at I vil undersøge de økonomiske konsekvenser ved de forskellige muligheder og efterfølgende
meddele kommunen, hvilken mulighed I ønsker at arbejde videre med – også efter dialog med Hillerød
Vand A/S, forventeligt når der har været afholdt generalforsamling i marts 2027.
I den forbindelse drøftede vi blandt andet følgende forhold og potentielle omkostninger:
• BNBO (boringsnære beskyttelsesområder): Hvis I vælger mulighed 3, skal kommunen
udarbejde en risikovurdering af BNBO. Viser denne, at der er behov for en indsats over for
erhvervsmæssig anvendelse, opbevaring eller håndtering af pesticider, vil vandværket skulle
finansiere eventuelle erstatninger til de berørte lodsejere. Jeres BNBO har en størrelse på 17,9 Ha.
• Råvandskvalitet: Der er påvist pesticider i vandværkets råvand under kvalitetskrav for
drikkevand. Hvis indvindingen skal fortsætte (mulighed 3), kan det blive nødvendigt at
gennemføre tiltag for at sikre råvandskvaliteten. I nævnte eksempelvis tætning af en boring for
”skorstenseffekt”. Hillerød Kommune nævnte, at hvis forureningen ikke er boringsbetinget, men er
knyttet til grundvandsmagasinet, kan det være relevant at afsætte økonomiske midler til andre
tiltag, evt. ny boring.
• Overtagelse af Hillerød Vand A/S: Hvis Hillerød Vand A/S skal overtage Meløse Vandværk
A.M.B.A., vil det efter kommunens vurdering kræve en forudgående ændring af den gældende
vandforsyningsplan, da forsyningsområdet i så fald overgår til Hillerød Vand A/S. Hvis forbrugerne
i Meløse Vandværk skal opkræves et ekstra anlægsbidrag i forbindelse med en overtagelse, skal
bidraget godkendes af Hillerød Kommune, før det kan opkræves af Hillerød Vand A/S.
I oplyste, at I fortsat anvender Hillerød Vand A/S til at drive vandværket, der har driftskursus mv. og at
bestyrelsesmedlemmerne har taget et e-learningskursus om grundlæggende vandforsyning. Det er ikke
obligatorisk for bestyrelsen af tage et hygiejnekursus, så længe det er en anden der passer vandværket.
Skulle det på sigt ændre sig, så skal I sikre, at den driftsansvarlige for vandforsyningssystemet har
gennemført et kursus om almindelig vandforsyningsdrift og elementær vandværkshygiejne, der opfylder
kravene i bilag 1 eller tilsvarende, senest 6 måneder efter ansættelsen af den driftsansvarlige jf. § 3 i
bekendtgørelse om kvalitetssikring af vandforsyningssystemer (BEK nr. 1271 af 31/10/2025).
Med venlig hilsen
NANNA K. OLESEN
SAGSBEHANDLER, MILJØTEKNOLOG
NATUR, MILJØ OG KLIMA

